Undervisning til kørekort er noget, som vi alle skal igennem på et eller andet tidspunkt – for de fleste er det i dag allerede som 17-årige. Det er dog ikke bare lige til at tage kørekort. Der er nemlig mange ting, du skal tage stilling til, når du skal i gang med dit kørekort. I denne artikel har vi samlet en masse gode råd, så du kommer godt igennem dit valg og kommer godt ud på den anden side med dit kørekort i hånden.
Hold øje med prisen og hvad du får for pengene
Køreskoler tager forskellige priser for deres ydelser – og de tilbyder også forskellige ydelser. Det er derfor vigtigt, at du undersøger, hvad du skal have, før du vælger den billigste køreskole. Det kan nemlig godt ende med at blive dyrere i sidste ende. Først om fremmest bør du sikre dig, at alle obligatoriske lektioner er inkluderet i prisen, undersøge priser for ekstra lektioner (som de fleste vil få brug for), undersøge om andre ydelser som førstehjælp og køreprøve er med i prisen og tjekke om der opkræves selvrisiko på manøvrebane og køreteknisk anlæg. Alle disse faktorer spiller ind, når du skal vælge det bedste tilbud og den bedste pris.
Som udgangspunkt skal du sikre dig at køreuddannelsen består af følgende: minimum 29 timer teori a 45 minutters varighed, 4 lektioner på manøvrebane, 16 lektioner på vejen, 4 lektioner på køreteknisk anlæg, teoriprøve med spørgsmål til 25 billeder samt køreprøven på minimum 25 minutter. Det er i de færreste tilfælde, at der er færdselsrelateret førstehjælp med i en pakkeløsning hos køreskolen, så det skal du selv sørge for at komme på. Der er her tale om et 8 timers kursus med 4 timers undervisning i basal genoplivning og 4 timer med færdselsrelateret førstehjælp.
Lad være med at betale forud for hele forløbet
Der kan ske meget undervejs i din køreuddannelse. Det kan f.eks. være, at du er utilfreds med din kørelærer og ønsker at skifte til en anden. Det er derfor altid bedst, at du betaler for de lektioner, du får i stedet for at betale det hele på forhånd. Hvis du dog vælger at gøre det alligevel, skal du sørge for at få en kvittering – og du skal også sørge for at du får på skrift, hvad der sker, hvis du eller køreskolen afbryder forløbet. Det giver dig de bedste forudsætninger for at tage stilling til, om det er en fordel for dig at vælge en pakkeløsning.
Det skal du have tjek på løbende
Når du starter dit forløb hos en køreskole, får du udleveret to lektionsplacer – den ene er til dig, så du kan følge med, og den anden opbevares på køreskolen og skal underskrives efter hver enkelt lektion. Det er dit bevis på, at du har deltaget i undervisningen, så du skal huske at medbringe den til alle lektioner og sørge for at den hele tiden bliver udfyldt – også i den rigtige rækkefølge. Hvis den ikke er udfyldt korrekt, kan du risikere at blive afvist eller få en bøde, når politiet kontrollerer den inden køreprøven.
Du skal også sikre dig at undervisningen opfylder kravene. Teoriundervisningen skal følge lektionsplanen, indeholde både it-undervisning og klasseundervisning og være baseret på billeder/illustrationer fra trafikken. Køreundervisningen skal også følge lektionsplanen, de første køretimer skal foregå på lukket bane, hvor du er alene i bilen og køreundervisningen skal omfatte kørsel både i og uden for by, på motorvej, motortrafikvej og mørkekørsel. Hvis din køreskole ikke lever op til disse krav, kan du klage.
Når du er klar til at gå til teori-/køreprøve, er der nogle ting, du skal have med dig. Du skal have en udfyldt og godkendt ansøgning om kørekort med foto og lægeunderskift på bagsiden, din udfyldte lektionsplan og gyldig legitimation som f.eks. pas eller fødsels-/dåbs- eller navneattest og billedlegitimation – ellers kan du blive afvist til køreprøven.